Jeg troede jeg kunne blive universel nok, kristen nok, let nok, spirituel nok i min kærlighed.
Så jeg kunne tilgive, bære over, vælge the high road, være bedre end det, jeg selv har fået, og det andre gjorde mod mig.
Jeg opbrugte mange år, mange meditationer, megen læsning, megen granskning og en del kropsarbejde.
For at konstatere, at det ikke blev lettere.
Og først nu forstår jeg, at jeg ikke kan placere min krop i et utrygt miljø, i utrygge relationer, og så forvente at jeg med spirituel afkobling kan se det hele fra et højere og mere forstående perspektiv, mens jeg bliver et sundt og kærligt menneske.
Og først nu forstår jeg, at det der er utrygt og trygt for mig ikke behøver stemme overens med andres trygt og utrygt. At jeg ikke skal løfte min resiliens til et bestemt normalt niveau, før jeg må erklære mig utryg.
Min kærlighed er så jordisk, fysisk, direkte og ærlig, at den kalder på gensidighed og retfærdighed.
Den er ikke særligt ophøjet, poetisk eller spirituel.
Den er en måde på at leve i integritet med min egen unikke natur.