Jeg vågner med en tristhed i min krop, den læner jeg mig ind i med ømhed!
Jeg er træt, og jeg lægger mig, mens jeg fortæller mig selv, at der ikke er noget vigtigere end mit behov!
Jeg mærker presset for at gøre noget, og selvom det muligvis kom fra nogle andre først, så kommer det fra mig nu. Jeg prøver at møde hårdt med blødt og undlader at handle!
Jeg vil gerne ses, og er bange for, at ingen husker mig. Jeg tager om mig selv, og minder mig om, at jeg står ved mig.
Jeg frygter for mit helbred og min indtjening, men jeg beroliger mig selv med, at hverken de rationelle løsninger, mit sind har faciliteret eller de gode råd, jeg har fulgt med diverse energiudladninger som følge har ændret på min situation, så jeg læner mig ind i min krops signaler og behov og hviler mig lidt mere.
Mit behov for at være knyttet til andre i en gruppe bobler under overfladen, men jeg ihukommer mine erfaringer, og læner mig ind i egenaktiviteter, hvor mine følelser kan udtrykkes kreativt.
Jeg bliver spurgt eller bedt om noget, og min frygt for at blive dømt ude, hvis ikke beslutning eller handling sker prompte, skyder jeg til hjørne og læner mig ind i tiden, der skal gå, før jeg kan svare eller handle klart.
Jeg ser de andre planlægge turen eller ferien, mens jeg ikke blot accepterer, men elsker, at jeg ikke kan holde til eller ud, at min ferie skal gå op i planlægning og logistik og bliver hjemme.
Jeg ser friskheden blive hyldet, og får impulser til at være frisk med anerkendelse igen, men jeg læner mig ind i, at langsommeligheden og dybden skal fylde det meste, hvis jeg skal have det godt.
Jeg vågner. Alting går langsommere end det plejer, og jeg læner mig ind i det med glæde og taknemmelighed.