Sidste sensommer lavede jeg et tryk, der illustrerer en sort kat, der træder frem i lyset.
Titlen lyder: For katten, jeg hører til i lyset!
Titlen kan i øvrigt henvise til en lang række omstændigheder ved det at være menneske og tillade lyset.
Men i dag havde jeg en oplevelse, som satte skarpt på, hvorfor det egentlig var, at jeg havde behov for at udtrykke dette i sin tid. Jeg blev grebet af intens skam.
Det er bestemt ikke første gang. Følelsen er velkendt. Sker den sammen med mennesker, der tager bestik af min sårethed, som er svær ikke at lægge mærke til, så løsner den sig lidt. Men den kan også i visse tilfælde blive til både voldsom vrede og undertrykt vrede, der siver ud som bitterhed.
Er det noget, jeg er stolt af. Nej. Er det noget, jeg har arbejdet med. Ja. Er det blevet meget bedre. Lidt. Bør jeg skamme mig. Nej!
På nogle områder i mit liv er det ikke et problem længere. F.eks. i mit professionelle virke, hvor jeg i disse år oplever, at jeg bliver respekteret, og hvor jeg jo af gode grunde er tilstede i forskellige kontekster hos forskellige kunder med et specifikt mål, som jeg kan hjælpe dem med at nå. Jeg er meget personlig i min stil, men der er dog grænser for, hvad jeg deler. Så i det professionelle rum er min rolle som regel klar og anerkendelsen og tilliden til mig stærkt tilstede. Så selvom jeg tidligere både led af angst for feedback og belæring, så er mit selvbillede mere realistisk og min resiliens større, for her har jeg oplevet at være nogen med noget at bidrage med.
På andre områder er det taget til de sidste år. I bestemte familiære relationer, hvor jeg til tider kan opleve mig selv så sårbar og let påvirkelig, at jeg også indimellem tænker, om det er sundt for mig at skulle gennemleve de samme følelser igen og igen. Ligesåvel som det ikke er sundt at være sammen med mig, når behov og følelser ikke bliver mødt og nu siver som vrede og bitterhed ud gennem sprækkerne. En gordisk knude, der vokser sig større sammen med bevidstheden om, hvad jeg har brug for og ikke kan få.
Der er andre områder, hvor det er blevet bedre, og heller aldrig har været det store problem, fordi jeg generelt oplever, at jeg kan være hele mig. Og at jeg kan være hele mig uden forventning om, at jeg får samlet op på alle mine udfordringer. I ved, den slags forhold hvor udfordringerne aldrig bliver store, fordi dem der kan lide mig, som jeg er, som regel holder af både de gode og dårlige sider, og møder mig, når jeg er i en nedadgående spiral. Ikke med gode råd og irettesættelser, men med rum, lydhørhed og kærlige ord.
I dag ramte jeg dog et godt menneske på en dårlig dag, og egentlig burde jeg ikke ringe, når mit eget overskud slet ikke var til det. Men det er jo også bare sådan med mig, at der kan være lange perioder, hvor det er svært. Men nu manglede hun også overskud i en tilværelse, der har budt på mangt og meget, og jeg fandt for sent ud af, at mit slet ikke var stort nok. Jeg oplevede noget, der mindede om en irettesættelse eller belæring, fordi min irriterende adfærd triggede hende, og det skubbede til min skam.
Det der helt uventede slag fra en tryg front, en af de få, som jeg har ægte tillid til. Og derefter chok. Og det var ligeså meget min fejl, for min adfærd var også forfejlet, og det skal lære mig noget.
Men det øjeblik “belæringen” faldt, steg skammen og tvivlen. Jeg fik sagt det, og vi fik begge talt hurtigt om, hvad der skete. Og selvom alt var godt, så sad følelsen i kroppen, og den skubbede til erfaringer og frygt efterfølgende.
Spørgsmål som “Er jeg måske bare et dårligt menneske” meldte sig samtidig med, at jeg begyndte at “tælle point”. For hvis det meste af min familie har det svært med mig, og ikke kan spejle mig, som jeg har brug for det, og jeg har haft andre og flere oplevelser af, at mine dårlige sider og alt det “jeg bør lære eller arbejde på” påtales. Så var der måske noget om snakken?
Og før jeg fik set mig om, var mit ønske at gemme mig. Gemme mig indtil jeg fik styr på mine relationer, indtil nogen kunne lide mig og ville følges med mig, indtil jeg kunne gå ud i verden, uden, at alle de andre ville kunne aflæse min skam og mit mindreværd. Ligesom jeg gjorde som barn og ung, når min far ringede og sagde, at jeg ikke måtte komme i en periode, fordi jeg havde gjort eller sagt noget, som min stedmor ikke brød sig om.
Det var nærmest det værste ved afvisningen, irettesættelsen og siden skammen. Følelsen af at alle kunne se, at jeg var sådan en, der ikke var elskelig. At jeg var nem at undvære for andre, for hvad bidrog jeg egentlig med? Jeg ville helst blive hjemme, sove videre når jeg endelig sov, ryge cigaretter hele natten, da jeg blev gammel nok til det, for at berolige nerverne. Det var også svært at tale om, for hvem har lyst til at fortælle, at de muligvis er uværdige?
Sidenhen blev alle mine afvisninger noget jeg følte, jeg skulle dele, så snart der var venskabs- eller andet relationspotentiale, for jeg var på en eller anden måde nødt til at forberede kommende relationer på, hvordan andre havde set mig og behandlet mig, og ligeledes forberede dem på, at det har fyldt i mine relationer, den “usikre tilknytning”, traumerne, triggerne, reaktionerne. Jeg husker stadig den anden samtale med min partner på nu 15. år. Der hvor jeg fortalte, hvor “skadet”, jeg var, og han bare lyttede og lige siden har elsket mig. Så let er det dog ikke gået hver gang. Men jeg tilskriver hans blik på mig, at jeg endnu ikke fuldstændig har mistet min virkelighedssans.
Samtidig har jeg jo også set en del psykologer og andre behandlere samt forsøgt mig med forskellige modaliteter for at blive temaet kvit. Siden jeg var omkring 19 år og havde min første depression, har det været et tema, jeg har kigget på og arbejdet med. Med psyken og kroppen. Men de sidste år, har jeg skiftet strategi.
Sandheden er, at jeg ikke ved, hvad der er traumeresponser, hvad der er neurodivergens med en portion rsd, forstyrrelser i den følelsesmæssige regulering, min egen intelligens, der snubler i alle de nuancer, jeg samler op eller noget helt femte. Jeg er sikker på, at det er en skøn pærevælling.
Men jeg ved, at jeg kan lære at være med mig selv i det og finde min måde at være i livet med det. Og derfor har jeg de sidste år og i særdeleshed DET sidste år bevæget mig længere ind i tanken om, at for at jeg kan lære at give mig selv den tryghed, den omsorg og accept, jeg fortjener, er jeg nødt til ikke længere at forsøge at “blive bedre” i relationer. Jeg er nødt til at lade mig være mig i mit eget selskab først og fremmest og lade relationerne og mig i relationerne leve deres eget liv lidt. Arbejde på noget kreativt, gå en tur, fylde tiden op med gode ting, som falder mig naturligt. Og ikke lade mig trække i af min skam og rod i relationerne. Den skam og det rod som altid har været der, og som altid har taget alt for meget af min bevidsthed, skabt stilstand og apati.
I dag skammede jeg mig, og jeg står også med min kendte frygt, at jeg mister en relation.
Og alligevel er jeg nødt til at blive i beslutningen om, at mine forhold, mine relationer, mine venner på en eller anden måde må kunne acceptere mig uden at ville vise mig til rette eller videre. Som jeg er nu og her, og at hvis det overskud falder væk i det hele taget, så bliver jeg nødt til at tro på og holde om mig selv. Tro på at jeg kan holde til de fortsatte relationstab, som livet på en eller anden måde har skænket mig som hovedtema. For mine relationer er ikke lykkedes, når jeg har forsøgt at “forbedre” mig eller være på en bestemt måde. Eller har skammet mig.
Jeg kan træde frem i lyset uden skam, fordi jeg ikke har fortjent at gå i skyggen, langs muren eller gemme mig. Uanset hvor meget og hvor mange, jeg har mistet på min vej, uanset hvilke fejl, jeg også har begået, uanset hvad det siger om mig.
Bare uanset!
Altid!
Sammen med de få tilbageblevne, de nye eller alene!
For katten, jeg hører til i lyset!