Jeg har dage, hvor jeg ville ønske, at min hukommelse var så kort som min kats.
Dage hvor jeg drømmer om, at fortiden kan slippes
Dage hvor jeg ønsker, at jeg ikke kan huske smerten
Dage hvor nuet synes som en uopnåelig ressource
Jeg har dage, hvor jeg ville ønske, at jeg knap kunne huske fra hoved til hale ligesom min kat
Dage hvor jeg efter 16 minutter kunne spørge igen
Dage hvor jeg efter 16 minutter kunne gøre et nyt og naivt forsøg
Dage hvor jeg efter 16 minutter kunne rejse mig og komme videre
Men de dage eksisterer altså ikke, og det eneste jeg glemmer efter 16 minutter
Er min kode til coop appen
At jeg ikke har betalt min b-skat
Den tekst, jeg lige har læst
Mine vitaminpiller
Tandbørstning
Dit navn, som du lige fortalte mig
Og muligvis hvor jeg er på vej hen
Heldigvis elsker min kat mig gennem det hele, for hun kan ikke huske, at jeg glemte at give hende mad, eller skældte hende ud, da hun jokkede på mit linoleumssnit eller højtlydt dømte hende ude, da hun slæbte nummer 2054 levende mus ind og slap den fri
16 minutter og så gør hun endnu et nyt og naivt forsøg