Jeg elsker katte.
Muligvis mest tanken om dem, deres væsen og deres karakter – som vel også identificerer flere menneskelige projiceringer end egentlige katteinstinkter. Jeg kan lide at kigge på dem. Passe en nuttet killing og måske klæde den ud (den slags mishandling udsatte jeg dem i hvert fald for som barn).
Men faktisk var jeg også lidt bange for katte det meste af min barndom. Ja, dyr i det hele taget. Det uforudsigelige. En katteklo i benet, når den var legesyg, et blødt, men hurtigt advarselsbid, når den ikke gad kæles. Jeg fandt aldrig den helt store ro omkring vores katte. Jo, der var selvfølgelig Trunte, der blev gammel og meget tam. Hun blev til gengæld så tam, at hun både savlede og pruttede i et væk. Jeg syntes, det var lidt ulækkert. Stakkels kat.
Hvorom alting er. Mit personlige forhold til katte forandrede sig fuldstændigt, da jeg som voksen, i selskab med min datter og partner hentede en skøn kattekilling. Den kattekilling blev voksen sammen med mig, og en langt mere erfaren og klog dame sammen med mig.
Hun har siddet tålmodigt på sofaen og kigget på mig, mens helende tårer er løbet ned ad kinderne på mig. Hun har ligget i forenden alle de timer, jeg har forsøgt at sove og hvile mig ud af min udbrændthed og mine fysiske skavanker. Hun har accepteret, at jeg har samlet hende op, krammet hende og duftet til hende. Hun har fulgt mig med respektfuld afstand, når jeg er gået mine ture i skoven, og har hun ikke kunnet følge med, er hun stoppet og har ventet på, at jeg kom tilbage.
Hun har på alle mulige måder været der som den ven, man egentlig har brug for, når man efter mange runder i livets boksering må erkende, at spillets vilkår kommer til at udslette en, hvis ikke man finder en egen radikal måde at gå til livet på:
En ven, der er tålmodig nok til at vide, at jo færre beslutninger der træffes, mens nervesystemet er flosset, jo bedre.
En ven, der ved, at man ikke nødvendigvis skal tage et følelsesudbrud bogstaveligt. Det er altså på ingen måde, mens følelserne raser, at der skal træffes beslutninger, eller mens forbandelser udspys, at det sagte skal tages for pålydende. Eller for den sags skyld tales til fornuft.
En ven, der bare holder rum, mens følelserne går deres gang. Fordi hun ved, at det sidste, der forløser er at finde måder at løse følelserne på eller komme væk fra dem. De skal føles og ikke forklares.
En ven, der stadig er der, når der skal holdes rum på tredje år. Fordi det ikke tager tre timer, tre dage eller tre måneder for den sags skyld at komme sig over et bjerget af belastninger og svigt. Et liv hvor fokus har været at forsøge at blive det normale menneske, som kan fungere med alle de andre på nogle præmisser, man aldrig selv var med til at etablere eller forhandle.
Derudover har hun været et kæmpe forbillede. Hun har ikke spillet klog på områder, hun ikke ved noget om. Eller forsøgt at bilde mig ind, at vi minder om hinanden, og derfor ved hun præcis, hvordan jeg har det. Hun har tålmodigt holdt rum, så jeg selv kunne finde ud af det:
Hun har med eget eksempel vist, at jeg må have tålmodighed med mig. Jeg skal hvile mig, lige indtil jeg ikke skal mere. Kun noget yderst akut kan få mig op at stå, hvis jeg er træt.
Hun har lært mig, at jeg kan være, bare være, lave ingenting, gøre ingenting, for pludselig at mærke livet trække mig mod naturlig aktivitet.
Hun har lært mig, at jeg gerne må lege, også selvom jeg er en gammel dame. Jeg må sove, og når jeg vågner, må jeg godt lege. Jeg behøver ikke starte med noget “mere fornuftigt” end at lege.
Hun har lært mig, at jeg må have mine behov, og at jeg må insistere, hvis de ikke bliver mødt, ved blive at sætte klørene i mig, når hun vil have noget at spise. Og ved at insistere på at drikke udelukkende fra hanen i badekarret – andre må tænde for hende.
Hun har også vist mig, hvornår nok er nok. Et bid, et koldt “jeg skrider”, et hvæs, hvis nogen kommer for langt ind på hendes territorie. Hun har lært mig at stå ved mine hvæsende, mere grænsesættende sider. Min intensitet. Hun har lært mig, at mit hvæs er mindre skadeligt end den fare, jeg udsætter mit helbred for, når andre ikke fanger mine grænser eller respekterer mine behov.
Hun har også vist, at uanset agression, frygt eller leg, der går galt, så ryster hun det af sig. Hun føler sig ikke forpligtet til at reflektere over sin egen andel eller bede om feedback på, hvordan situationen kunne være grebet anderledes an. Ryste, ryste, ryste og glemt.
Hun har hjulpet mig til at komme i kontakt med en langt dybere visdom end nogen anden, MIN visdom. Og tro mig, jeg har søgt MANGE steder og hos MANGE andre.
Tak, Toffee!