Jeg har altid haft det lidt stramt med skarpheden og tonen i politiske kampe: Ja, diskussioner og debatter i det hele taget, hvor man søger at få ret eller vinde, og selvom jeg er vokset op i det og nærmest blevet til ud af det (og der er bestemt taget mange vigtige kampe), så har jeg også taget mig selv i at kæmpe for noget, som dybest set ikke har plads til mig i dets form.
Så når jeg nu vælger at finde alternative veje til at gøre mit arbejdsliv, familieliv og sociale liv, så gør det mig i en eller anden forstand “radicat”.
Der er meget i den orden, vi har skabt som samfund, jeg gerne vil beskytte og støtte – for flertallets skyld og sammenhængskraften, men jeg må og skal for at hjælpe mig og andre som mig også afprøve mere utrådte stier. Også selvom de kan koste – jobs, relationer og anseelse.
Jeg er også nødt til at bruge min stemme tydeligere og være mig selv endnu mere, for hvordan skal verden ellers få øje på, at alt det selvfølglige ikke altid opleves som selvfølgeligt eller holdbart for alle.
Jeg må GODT vælge at klare mig for meget lidt og lade pensionsordninger og forsikringer hvile, fordi prisen for at opretholde dem måske hurtigere sender mig et sted hen, hvor jeg ikke kan være selvforsørgende, end denne alternative og “usikre” vej gør.
Jeg må GERNE vælge at klare mig selv, selvom jeg godt kunne have brug for hjælp, fordi jeg vurderer, at den hjælp jeg kan få, eller skal kæmpe mig til, vil skubbe mit helbred i en værre retning end det at “klare mig selv” for nu.
Jeg må vælge IKKE at bruge mange kræfter på at sælge mig selv til kunder, der skal overbevises, fordi mine resultater taler for sig selv, og det “at overtale/sælge” tærer alt for meget på ressourcerne. Også selvom det så betyder færre kunder.
Jeg må OGSÅ vælge, at det alligevel er bedre at være selvstændig, fordi det blot at skulle opholde sig fast på en arbejdsplads giver sensorisk overload, fører til kedsomhed og drukner mening i alle de små meningsløse opgaver, som får min hjerne til at falde i søvn – i bogstaveligste forstand.
Jeg MÅ indrette mine dage, så opgaver løses efter min hjernes vågenhed, mit energiniveau og med mennesker, der vælger mig, så ressourcerne i mig vågner, og ikke efter et fast arbejdsskema.
Og jeg må I SÆRDELESHED betragte mig som et velfungerende menneske med meget at byde på, mens jeg italesætter besværligheder og problemstillinger ved at være i verden som mig.
Jeg ved ikke, om mit projekt lykkes i længden, men jeg skylder mig selv at prøve, for jeg har meget at miste og endnu mere at byde på – også lidt ekstra sammenlignet med de fleste på bestemte områder – men det kan ikke blomstre, mens jeg skal være præcis som de andre på alle områder, for mange helt almindelig lette og nødvendige ting, er jeg helt ualmindelig ringe til sammenlignet med de fleste.
Jeg håber, jeg kan være eksemplet på, at der er plads til sådan en som mig i periferien af samfundet, på lejlighedsvise besøg i fællesskaberne og organisationerne, mens jeg forbliver “radicat”, og ikke helt følger regler og normer alligevel i den store sammenhæng. Og at jeg også finder et sprog for det og bliver mere modig i forhold til at italesætte det.
Der må være noget for nogen af os mellem fast fuldtidsjob, flexjob, pension og storvækstende virksomhed og alle de kasser, vi har skabt for nogens skyld.
Jeg er i øvrigt ikke den eneste radikatte – vi kommer i mange størrelser og former. Og vi kan være det larmende og stille. Men vi “kæmper” hver især for noget: Os selv, vores værdighed, opblomstring, at blive eksemplet, andre, jorden – you name it!