For at jeg overhovedet kunne begynde at kigge på mig selv og mine fremskridt i et mere kærligt lys, var jeg nødt til at lege med ordene omkring mine valg og fravalg.
Jeg måtte finde på nye ord og betydninger, som fjernede mig fra den skam, der så let bliver udløst, når jeg bruger det kulturelt tillærte fælles sprog for, hvordan man tilgår livet som voksen. Hvad ansvarlighed er, pligt og ret, hvordan almindelige forventninger til indretning med strukturer og forpligtelser ser ud, og hvordan disse vejer endnu tungere, når man har også har børn.
Jeg kan ikke leve op til den læring, der ligger i det sprog, jeg er vokset op med, og som jeg har forstået livet, andre og mig selv igennem. Jeg befinder mig ikke godt med det. Faktisk undergraver det min trivsel. Det gør mig syg.
Så mens jeg gør noget nyt og “forbudt”, finder jeg derfor et andet sprog for det, så jeg kan berolige mit nervesystem og finde en form for ro, sundhed og ikke mindst stolthed i at gøre noget andet.
Keep playing
En cattitude indeholder først og fremmest en legende tilgang til livet. Og jeg er startet med at lege med ordene og forståelsen af, hvordan min levemåde og leveregler kan se ud som voksen. Og begyndt at eksperimentere i praksis med disse leveregler.
Jeg troede faktisk hverken jeg kunne være i flow eller lege mere. For alt for mange år af mit liv har føltes lidt stive og forvirrende.
Selv min “kreative udforskning” har det meste af mit liv føltes stiv og med “pistolen for panden”-agtig. Jeg kan huske, da jeg samlede op på flow-teorien i sin tid, at jeg var pinefuldt bevidst om, at det var en tilstand, jeg ikke kunne huske, hvordan føltes.
Men det har ændret sig på det sidste. Jeg kan godt lege og have en legende tilgang til livet. Det har jeg fundet ud af, efter jeg opgav og lagde mig rigtigt ned med mine smerter og traumer, og besluttede, at den verden jeg følte mig afvist af, slet ikke var en verden for mig.
Og nu er jeg i færd med at skabe min egen verden med plads til mig.
Just rest
Da jeg lagde mig ned, ville jeg i første omgang kun holde mig selv. Ikke for at få det bedre, men for at være ved og for mig. Intet mål, kun tid måtte vise, hvad der ellers skulle ske. Jeg ville møde mig som det omsorgssvigtede, udbrændte og sårede barn, jeg også var.
Jeg ville ikke opsøge mere arbejde end det, der kom til mig af sig selv. Og kun sige ja til det rigtige. Ikke give min energi til kamp, grinding eller overdreven bekymring. Det faldt heldigvis sammen med nogle måneder, hvor der ikke var efterspørgsel, og det var til min fordel.
Det var og er stadig ikke let. Jeg har fortsat smerter. Jeg har også adhd. Jeg er udfordret af perimenopause. Jeg har børn, og vi har brug for en indtægt, men vi har valgt at leve meget simpelt – over det, at jeg ender i en værre tilstand.
Det er ikke for alle, men det er for mig. Og her har det været ekstra vigtigt at skabe et eget sprog. For verden vil gerne fortælle mig, at “vi har jo et system”, og ”du kan da bare sygemelde dig”, og så videre. Men jeg ved, at jeg har mere at give. Og jeg kender min egen profil og mit helbred godt nok til at vide, at ender jeg i et system, hvor jeg skal “opdrages” på og tale med på statens normative narrativ om er og bør, så ender det muligvis galt for mig.
Jeg har og havde brug for hvile på alle fronter. Jeg har forsøgt at implementere hvile mange gange. Men hvile for mig og min neurotype er mere radikal i sin helhed end for så mange andre. En gåtur i skoven en time om eftermiddagen eller yoga gør det ikke. Der skal være lange perioder bestående af sammenhængende dage og formiddage med meget jævne mellemrum, hvor jeg alene kan lægge verden og stimuli fra mig og være med og mærke mig selv igen uden krav.
Jeg ved det med sikkerhed nu, fordi jeg har gjort det i over et år på denne radikale måde, og det har gjort og gør mig godt på en måde, jeg skal tilbage til min tidlige barndom for at erindre.
Jeg er begyndt at holde mere af mig selv og at hygge mig. Og vigtigst af alt, så har jeg oplevet en ny form for motivation til at skabe og lege, og jeg har oplevet flow.
Jeg ved nu, at hvordan jeg end har det, så er vejen frem – foruden at hvile mig og tøffe alene rundt uden mål og med – at skabe. Den store intethed frigiver lyst til at skabe og aleneheden lader mig skabe uden konstant tvivl og forvirring.
Trust more
Og nej, det handler ikke om at lade tvivlen komme andre til gode eller have tillid til andre mennesker. Det har jeg nemlig baseret alt for meget af mit ve og vel på før. Også selvom det ikke er en dårlig ting. Og det øger bestemt livskvaliteten at kunne stole på andre gode mennesker.
Men i første omgang handler det om radikal tillid til mig selv og de kræfter, der stille og roligt frigives, mens jeg passer på mig selv og går mine egne selvvalgte, autentiske og legende skridt.
Jeg skal stole på, at jeg må blive ved med at lege – tøffe rundt, skabe, være i flow og opfinde mine egne fortællinger omkring det.
Jeg skal stole på, at livet vil bringe mig det, jeg har brug for, når jeg hviler mig radikalt. Jeg skal kunne lægge tanker væk om forsikring af mit helbred og pension.
For jeg har vurderet, at jeg er i større risiko for at få brug for mere massiv hjælp, hvis jeg går op i det på nuværende tidspunkt. Det er ikke for alle, men det skal og må være okay for mig.
Jeg tror på at tilliden til mig selv og livets flow, vil skaffe mig præcis det, jeg har brug for. Og at vejen viser sig med tiden. Et legende skridt ad gangen.
Og for hvert skridt bliver jeg også bedre og bedre i stand til at have tillid til min egen fornemmelse af, hvilke andre mennesker, jeg kan have tillid til, og hvem jeg ikke skal danne relation med.
Hiss a lot
Jeg gider ikke skamme mig over min bestemthed og heller ikke min vrede. Det, jeg er i færd med at skabe for mig selv, kræver grænser. Og grænser er noget, jeg virkelig har bøvlet med. Faktisk i en grad, så jeg har følt, at jeg altid var den, der overskred andres grænser, fordi jeg delte for meget, var for meget og så videre. Og samtidig synes jeg bare afvisning er svær. Ja, jeg føler mig selv afvist inden, jeg er afvist.
Alt dette er der gode forklaringer på, men jeg var ikke klar over, hvor meget jeg også havde ladet andre presse mig et helt liv – på alle mulige også små og mere undseelige måder. Hvor mange flip, der handlede om, at andre pressede på. Hvor megen forvirring, jeg følte fordi mine omgivelser og møder med mennesker ikke lod mig pause blot et sekund, før vi skulle videre.
Jeg ved nu, at uanset om mennesker omkring mig forstår det, så jeg er nødt til at trække mig fra eller sætte en grænse på en nogen gange heftig måde overfor deres insisteren. Mange af dem oplever det som “aggressivt” eller “vredt”. Det er det ikke. Det er bestemt og ind i mellem opgivende. Og jeg vil ikke kunne ændre, at det bliver deres opfattelse, for før blev folk forskrækkede, når jeg “ud af det blå” fik et vredesudbrud. Men det skete jo, fordi mine mange mindre “pip” ikke blev hørt.
Så jeg vælger forargelsen over min bestemthed, så har jeg da i det mindste skånet mig selv for overbelastningen på vej hen til en eventuel nedsmeltning, som det i virkeligheden er.
Det er nyt for mig, at jeg på denne måde skærer væk, og sætter grænser. Og nok det, der har været sværest, fordi jeg bare gerne vil være det gode menneske.
Men jeg ser, hvordan det er en del af hele fleksibiliteten i cattituden og i mit nervesystem, at jeg bevæger mig fleksibelt med spektret af følelser og tilstande, som jeg er sat i verden med for at kunne navigere.
Det var aldrig meningen, at jeg altid skulle være rolig eller “et rart menneske”, ej heller det modsatte. Det handler om balance og fleksibilitet.
Jump
Jeg har ikke “trukket mig” fra verden for aldrig igen at være en del af verden. Jeg har trukket mig for at skabe min egen verden med plads til mig, så både jeg og andre kan se forskellen på os. Den er er ikke afskåret fra andre mennesker og verdener.
Så når jeg mærker motivationen, når jeg pludselig føler ideen, når jeg skaber, når jeg syntetiserer og får lyst til at dele mine erfaringer og min “nyvundne” visdom og nye sprog, så skal jeg jo tage springet.
Og det føles ikke altid hverken frydefuldt eller lystigt. Men det føles mere rigtigt end alle de gange på en måned, jeg førhen har øvet mig i at træde ud af min comfortzone, fordi det er det, som vores fælles normative sprog installerede i mig – at jeg er nødt til at blive ved med at prøve og øve mig i det, der er svært for mig (what a load of bs).
Forskellen er, at jeg nu springer med en motivation, der kommer inde fra mig, hvor jeg før hele tiden var rettet mod “er og bør” og i øvrigt, at jeg selv var så uinteressant (for det har jeg lært), at jeg var nødt til at rette mig mod, hvad de andre havde brug for eller interesserede sig for. Undersøg markedet!
Men det starter hos mig, i mig, siden med min ledestjerne – der hvor JEG gerne vil hen, eller hvad JEG føler mig motiveret til – og så må tiden vise, hvad det kan bidrage med hos andre, hvem der vælger at kalde på mig. Men bekymrer jeg mig om det i første omgang er mit shine og mit flow allerede kvast af bekymringerne for andre.
Jeg vælger cattituden. Og en kat kan ikke trænes som en hund – for at gøre sine mennesker glade – den kræver, at man lærer den at kende og finder dens specifikke styrker og motivation.